Viser opslag med etiketten haletudser. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten haletudser. Vis alle opslag

tirsdag den 10. maj 2016

Opgave 4 - Dyrehold - opdatering Haletudser 10/5



Det er ikke kun planterne lys og varme har indflydelse på. Også haletudserne vokser sig nu godt til. Jeg synes det er gået noget langsomt. Det kan skyldes det kolde vejr, men nu sker der sandeligt noget.

De største er ved at være ca. 3 cm lange. - Det varer måske ikke længe før de forvandler sig fra haletudser til frøer.

I akvariet, har jeg for noget tid siden, lagt et stykke træ i vandet, så de har noget de kan komme op på, når de ikke længere får ilt via gælder, men lunger.


Natursyn

Snart skal haletudserne med på arbejdet igen. Mon der er større interesse for dem blandt beboerne, nu hvor de er større, der er fuld gang i den videre udvikling og der er mere at se.

Og måske også mere at forholde sig til. Hvordan er de enkelte beboeres natursyn ift. haletudser/frøer. Er de præget/påvirket igennem det liv de har levet, af andres opfattelse af denne dyreart.

Det gælder jo på mange andre områder blandt de beboere jeg arbejder med. De har alle fået deres hjerneskade/traume som voksne og har levet et liv inden.
Natursynet forstås ud fra den enkeltes livs- og verdensanskuelse.


lørdag den 23. april 2016

Opgave 4. - Dyrehold - Haletudser 5.

Hvad sker der videre med haletudse-projektet herfra ?



Haletudsernes periode, hvor den udvikler sig fra æg til frø varer ca. 6 - 8 uger, afhængigt af temperaturen, jo varmere jo hurtigere. - "mine" haletudser står udenfor, og bliver foråret ved med at være koldt, vil haletudsernes udvikling også ske noget langsommere.

Og i den periode forvandler de sig gradvist. Først udvikles bagbenene, senere forbenene, og til sidst mister de halen.

De ånder lige nu via gælder, men vil efterhånden udvikle lunger, og skal kunne komme op og få luft, så akvariet skal indrettes med sten, træ e.lign., som ligger over vandoverfladen, således at haletudserne har noget de kan kravle op og hvile på.

Der er for mange haletudser i akvariet, så en del af dem skal tilbage til det sted i bækken hvor jeg hentede æggene.

De haletudser jeg beholder og fortsat følger udviklingen på, skal senest sættes tilbage i deres naturlige miljø ved bækken når de når frø-stadiet.




foto: Karen



I dag den 24. april, er det mellem 10 og 14 dage siden de kom ud af æggene.





Billedet er fra den 23. april
De 2 små er ca. 5-6 mm
og den store godt 1 cm lang.
Så de har en stor udvikling foran sig, før de kan kaldes Frøer.



















Så måske passer det med, at de kan komme med til eksamen :-)



Opgave 4 - Dyrehold - Haletudser 4.

Naturlov - Fredning


Padder (og alle krybdyr) er fredede i Danmark.
Dvs. at man ikke må indsamle eller dræbe dyret. Man må dog godt hente et mindre antal paddeæg og haletudser med hjem til undervisningsbrug. Men de skal så vidt muligt udsættes i det samme vandhul hvor man hentede dem. Og senest når de forvandler fra haletudser til padder.

Enkelte frø-arter er det man kalder totalfrede, løvfrøen og klokkefrøen, og dem må man ikke samle æg eller haletudser fra.


Bestemmelse af art:

Der findes 8 frø-arter i Danmark og 3 tudsearter.
Hvilken art er det, jeg har taget haletudseæg med hjem fra? - Forhåbentligt ikke nogle af de totalfredede !

Men det tror jeg nu ikke. Når jeg sammenligner de indsamlede æg med hvad jeg har fundet i mit kildemateriale, tror jeg at æggene stammer fra den spidssnudede- eller den butsnudede frø, som sammen med springfrøen er blandt gruppen af brune frøer. Og de skulle være almindelig på disse kanter.


fra bogen: små dyr i sø og å.



Butsnudet frø


















fra bogen: små dyr i sø og å.



Spidssnudet frø



















fra bogen: Padder og krybdyr i Danmark.



Og iflg. paddekalenderen (bogen: padder og krybdyr i Danmark) passer det også med at de brune frøers æg findes i april.

Selve plamagerne med æg jeg fandt ved bækken, ligner det mest æg fra den butsnudede frø.









Også når jeg sammenligner de nyligt udklækkede haletudser, synes jeg de minder mest om den butsnudede frø.



foto: Karen


En af "mine" haletudser, billedet meget forstørret, den er nok ikke mere end omtrent 5-6 mm lang.

"Bemærk den næsten nyudklækkede haletudses ydre gæller, som med tiden vil forsvinde. 












Det kan være svært at kende forskel på den spidssnudede og butsnudede frø. Men der er en bestemt udformning på de udvoksede frøers bagben som kan artsbestemme dem.



Pædagogiske overvejelser:


Hvem havde troet, at jeg ville interessere mig for frøer...  :-)

Det vækker didaktiske tanker ift. bla. læringsformer, læringsmiljøer, og i dette tilfælde at arbejde med, og bruge naturen til at skabe forundring, interesse og dermed lysten til at lære.- Havde jeg siddet og kun skullet læse om frøer, havde det ikke haft min store interesse. Men det at arbejde med dyrene, tage vare på og passe dem, iagttage, undre sig, undersøge, finde/hente materiale og viden om dyrene mm. har vakt en helt ny interesse for denne dyreart.

Jeg bryder mig faktisk slet ikke om frøer og tudser, når man i fugtigt vejr finder en frø i græsplanen, finder jeg dem ækle og uforudsigelige, og har det næsten som de som er bange for edderkopper. - Jeg har en ide om, at arbejdet med frøerne  vil ændre på min betragtning af frøer fremadrettet.


foto: Karen - inspirerende og gode opslagsbøger fra kildematerialet. 

En ide til at bruge projektet i praksis:

Jeg ved fra en af beboernes livshistorie, at han er meget naturinteresseret, har været meget aktiv lystfisker. Og min plan er, når mulighed byder sig, at inddrage bøgerne fra min kildemateriale i snakken med ham, som kan kalde på noget i hans hukommelse og se hvad der kan komme ud af det.




 

Haletuderne på "bededagsferie" og vist i praksis.


Allerførst en tanke til mine kollegaer, som ikke virker særligt begejstrede og som jeg er ret sikker på synes, at det her er noget værre pjat. - Som forleden kom på arbejde bærende på det lille akvarie, hvilket ikke vakte den store interesse blandt medarbejderne, dog et par bemærkninger, som fortalte at de fandt det dumt, latterligt, måske endda et projekt som var for børn !

Men afprøves det skal det !

I øvrigt er det den slags tænkning, som sætter begrænsninger for fantasien.

Jeg har kunnet vække interesse hos en enkelt beboer, en ung nyskadet mand, hvis hjerneskade har gjort, at hans niveau i øjeblikket skal betragtes som et 4-årigt barns.

Men det har vakt interesse blandt beboernes pårørende og børn, som syntes det er sjovt.

Haletudserne kommer med mig hjem igen. - Men om nogen tid, når de er blevet større og forandrer sig, kan det værre de er mere "spændene" at kigge på.

Prøves det skal det, og uanset hvad, så skal jeg huske, at selvom det ikke er nogen succes, så kan det måske være interessant for en anden beboergruppe end lige den vi har i afdelingen i øjeblikket. (havde det været de borgere vi havde i afdelingen sidste sommer, så er jeg helt sikker på at det havde været et "hit").




fortsættes...


søndag den 17. april 2016

Opgave 4. - Dyrehold - Haletudser 3.

Haletudserne er udklækket

- og der er ved at være godt med liv i akvariet.


Den 17. april
                                          Man kan ane de små sorte haletudser svømme rundt.

Status: Jeg har undervurderet antallet af hjembragte haletudseæg. I sttedet for ca. 25 stk, var der vel faktisk nærmere 40 stk.

Hvor mange levende haletudser der indtil videre er udklækket er endnu noget uoverskueligt at sige. Der er et par af dem, som nu er meget større og mere udviklede end de øvrige, som har været udklækket i en uges tid nu, de øvrige er udklækket over de sidste par dage.
Nogle ligger helt stille på bunden og jeg har overvejet om de er døde, men når jeg har "pirket" lidt til dem, så bevæger de sig.


Ernæring - Hvad spiser haletudser ?

En lille madpakke til den første tid har de med sig i ægget, ligesom kyllinger.
Men ellers æder de alger, som sidder på vandplanternes blade.
De lidt større haletudser spiser også smådyr som findes i vandet, f.eks. dafnier og vandlopper.
Og i fangenskab suppleres med fiskefoder i flager til akvariefisk.

Jeg skifter af og til vandplanterne i akvariet ud med nogle friske vandplanter fra bækken. Dels for at haletudserne har noget at gemme sig i og dels i håb om at der orhåbentlig er alger i planterne, som haletudserne kan spise.


Og så har købt en dåse fiskefoder til akvariefisk hos en dyrehandel, som jeg vil supplere med. Det skal jeg være opmærksom på ikke at overfodre med, da foderet så vil ligge i vandet og rådne.


I øvrigt skifter jeg også af og til en del af akvarievandet ud med frisk vand hentet i bækken, således at dyrene får iltholdigt vand. - Man kan bruge vand fra hanen, men jeg skifter med vand fra bækken, bl.a. fordi at det har nogenlunde den samme temperatur som akvarievandet, men håber også at det indeholder nogle af de smådyr haletudserne kan spise.






Fortsættelse følger snarest...

opgave 4 - Dyrehold - Haletudser 2.

Pædagogiske overvejelser:


Overvejelser om hvordan jeg kunne inddrage dyreholds-projektet med haletudserne i min praksis (Rehabiliteringscenter Lunden, målgruppen er senhjerneskadede over 18 år):

Den beboergruppe på 8 personer som vi har i afdelingen i øjeblikket, mener jeg ikke at man kan inddrage ret meget i projektet.
Størstedelen er meget nyskadede, hvilket vil sige, at de har mange problematikker af forskellig art (neurologiske og dermed også ofte med mange underproblematikker).

Haletudsprojektet som aktivitet:


Akvariet med haletudser vil blive stillet i afdelingens atriumgården, som vi har nem adgang til.

Jeg har en ide om, at dyrholdet med haletudser kan benyttes som en slags aktivitet.
Men jeg skal ikke forvente, at der lige nu er beboere, som decideret er i stand til at blive inddraget ret meget i pasningen af dyrene.

Haletudser har mange forandringsfaser fra æg til frø/tudse, så på den måde kan de måske vække interesse, f.eks.:
- som anledning og mål for en lille tur e.lign.
- Som "aflednings-projekt" i de situationer hvor der f.eks. kan behov for et andet samtaleemne o.lign.
- og måske noget helt tredje ?

Det skal i hvert fald afprøves !

Planen er at flytte haletuderne ud på Lunden/arbejdspladsen og afprøve projektet med beboerne.

Og jeg skal huske, at selvom det måske ikke er en succes med beboergruppen vi har i øjeblikket, vil det måske være et projekt, som kan bruges med succes på et andet tidspunkt, med andre beboere eller de nuværende beboere, som er nået længere i deres rehabilitering.

Jeg har pga. kurser o.a. ikke min faste gang i afdelingen de kommende uger, og har derfor valgt at beholde akvariet med haletudserne hjemme hos mig selv, indtil jeg igen er i afdelingen i et længerevarende forløb, hvor jeg kan holde øje med og passe dyrene, og observere projektet ift. beboerne.
Haletudserne er endnu i et meget tidligt stadie, og med den udvikling de har foran sig, skal jeg nok nå at få afprøvet projektet i praksis.

tirsdag den 12. april 2016

Opgave 4 - Dyrehold - Haletudser 1.

Valg af dyrehold.



foto: Karen                                                                            
d. 3. april 2016

Et sted, hvor bækken på min biotop slår en blød bue, er der et område i "buen", hvor vandet ligger næsten stille, her er fyldt med grene, blade og andet materiale, og vandet er ikke klart, men ligner nærmest brakvand.

Her fandt jeg disse store plamager med haletudseæg.
Og så var valget af dyrehold ligesom oplagt !

Og inden jeg traf beslutning om dette skulle være mit valg af dyrehold, undersøgte jeg lidt på nettet, hvad det indebar at "holde" haletudser.

At have akvarie er ikke helt fremmed for mig, jeg har som barn haft akvariefisk, og det har givet mig en del kendskab til forskellige arter af akvariefisk og om at passe dem mm.
-Det har jeg ikke glemt :-)




Haletudserne hentes hjem.


 


Foto: Karen                                                                                                         

Den 4. april

En meget lille del af haletudseæggene hentede jeg med hjem, ca. 25 stk.

Først hældte jeg en del af det vand fra bækken de lå i, op i spanden, dernæst fiskede jeg med stor forsigtighed en lille del af en plamage af æggene op og fik dem forsigtigt ned i vandet i spanden.









Vandet haletudserne skal leve i, skal man skal tage med hjem fra haletudsernes eget område.
(man kan bruge vand fra hanen, men det optimale er det vand de kommer fra.)





Hjemme hældte jeg vand og æg forsigtigt over i plastikakvariet

Man kan se, at æggene består af en sort prik inde i en gennemsigtig hinde.









Stillede akvariet på terrassen, et sted hvor der er lyst, men ikke direkte sol, da de ikke tåler for varmt vand
Dog får de en del morgensol og en snert af formiddagssolen. De tåler ikke at stå i direkte sol, men skal dog stå lyst.












Haletudse-æggenes udvikling den første uge.  



foto: Karen                                                                        
Den 8. april

Lige hjemvendt fra seminar i Åbenrå
Det har været lidt varmere i vejret i dag, og da jeg kigger til haletudseæggene, har de udviklet sig fra at være sorte runde prikker inde i geleagtige æg, til små "komma'er" inde i æggene.

Udviklingen indtil da har været rimeligt uforandret, bortset fra, at den sorte prik  midten er vokset en anelse.

Det er varmen som udvikler æggene.

Æggehinderne er blevet mere "grumsede" af bl.a. alger tror jeg.

Der er flere æg end først antaget. - Så jeg må overveje et større akvarie eller et mere, så der er plads nok. - Men afventer lige lidt og ser hvor mange levende haletudser, der rent faktisk kommer ud af æggene.



                                    

Den 9 april.

Igen en lun dag, og jeg er lige kommet hjem (fra seminar i Åbenrå). - Et kig til haletudseæggene.
Se godt efter på videoen, så kan man se, at de små "kommaer" nu af og til bevæger sig !

                                          Video: Karen





Foto: Karen                                                                                

11. April (eftermiddag)

 - Imorges ingen forandring siden i går - Men i løbet af dagen er enkelte af æggene er udklækket, der svømmer (så vidt jeg kan se) 2 små sorte hatetudser rundt i bunden. - haletudseæggene vender lådret i vandet nu, og gelemassen af æg er sunket længere ned i vandet.
Man fornemmer hvordan de er ved at udklække.






Fortsættelse følger...
-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
kilder:  
Bøger: Små dyr i sø og å (Lars-Henrik Olsen, Jakob Sunesen, Bente Vita Petersen)
           Padder og krybdyr i Danmark (Ole Frank Jørgensen)

Hjemmesider: Naturstyrelsen.dk, familiekanalen.dk, Danmarksrejsen.dk, danske-dyr.dk, 
                                   Skoven-i-skolen.dk